Nu han er så voldsom stor, synes jeg det var på tide han fik en udfordring, jeg købte hos slagteren en lårknogle fra en ko, den vejer 5 kg, det passer da godt til en hund på 36 kg. Det er det helt store nummer, jeg måtte kl. 3 i nat, tage og gemme den så vi kunne få ro til at sove.

Jeg kan sige dette, jeg har fået HUND, og det er med ekstra stor H.
Han er en bandit helevejen igennem og han er den mest tykpanede fjols der er født som Rottweiler, han ved godt hvad de forskellige komandoer betyder, men dem behøver man da ikke lystre, man spiller bare dum og hopper rundt som en tosse, og først når Far Brøler ham ind i hovedet, nå han mener det måske – så må vi lellere gøre det.
Han er, selv om han er en tosse 😉 utrolig kærlig og rar, han er ved min side altid, han viger ikke væk, kører jeg i byen og handler sidder han og piver til jeg kommer hjem, han vil ikke engang snakke med konen, det er blevet lidt bedre, men det går langsomt.
Trods alt er jeg glad for Tossen Tyler, han er en stor og vamset bamse med lapper som en bjørn.

Tyler bliver større og større, han vejer i dag, 8½ måned gammel 46 kg.
Han er virkelig en Kæmpe stor dreng, men han er lige så rar og kærlig som han er stor, heldigvis.
Han tror desværre stadig han er en skødehund, han elsker at sætte sig på mig så jeg er ved at tabe pusten.
Han er endnu ikke hæmmet af hans deforme forben, han hopper op og ned af både sofa og min seng så let og elegant som han aldrig har lavet andet, jeg forsøger at undgå for meget hopperi, men han er 100% teenager.

Desværre da han er 9 måneder begynder han at få ondt, hans vægt er nu 50 kg. Han vil ikke rigtig lege ret længe, hvis han ligger hos mig på sofaen, og jeg rører hans ben, knurrer han og bider efter mig, så det tyder på meget voldsomme smerter.

Dyrlægerne har meldt ud, at de kan ikke give ham en værdig tilværelse med operation, da det er alle 4 ben der har problemer, så da han er 9½ måned er det så slemt han slet ikke vil lege, han går ud og besørger og så går han ind og lægger sig igen, og jeg skal ikke røre hans ben, så sætter han tænderne i mig.

Det er sorgens dag da jeg går til dyrlægen med ham for sidste gang, det hårdeste jeg nogen sinde oplevet. En ting er sikker, jeg skal ikke have flere hunde, jeg kan ikke klare at miste flere, jeg ved godt vores gamle Rottweiler blev 13 år, men det var da stadig hårdt at sige farvel til ham, men en stor hvalp på 9½ måned, det er ikke til at bære.

Aldrig mere hund – men jeg savner ham utrolig meget, han var nu engang min hund, uanset hvor mange gange han bed mig, det var heldigvis kun mig han var sådan over for, alle andre var hen total hengivende over for.